Henrik Ibsens skrifter

Det er en kær skyldighed, jeg idag efterkommer, idet jeg udbeder mig tilladelse til at måtte frembære min ærbødigste taksigelse for min udnævnelse til ​ridder af Dannebrog, der er bleven bevirket ved Deres excellences afgørende initiativ.

Det mig tildelte ærestegn har jeg modtaget med stor glæde, og med stolthed over at Deres excellence har fundet mig værdig til en indstilling. Der ligger i denne min følelse noget andet og mere end den blotte menneskelige forfængelighed. I Italien har jeg opholdt mig længe nok til at optage i mig en vis fordring til skønhed i livsvilkårene, en fordring, som på mit nuværende opholdssted kun yderst tarveligt tilfredsstilles, og dette vil forklare at jeg begærligt griber efter det, der bærer en betydning og et skær af poesi i sig. Det føles som en støtte for en selv, helst her ude i ensomheden. Hører man nu til det norske ​statssamfund, så vil en sådan følelse i særlig grad gøre sig gældende. Vort folk danner en undtagelse; det er væsentligt et ​almuesamfund med sparsomt ​indsprængte ​civiliserede bestanddele. Den skønhed, som vort nationale liv i sin oprindelighed indeholdt, nedbrydes af en flad og ​idéløs politiseren, og hvis man ikke kan gå med på den nivellering af alt og alle, som nu finder sted hos os, så vender man sig med en vis energi derimod og værger sig, som man kan.

Også i en ydre henseende vil jeg komme til at blive Deres excellence takskyldig. For ikke ret længe siden, på en af mig ​literært given foranledning, blev der af et for øjeblikket indflydelsesrigt parti hos os ytret, at min statsgage, eller i al fald de rejsestipendier, hvormed jeg af vor regering hidindtil temmelig rigeligt er bleven betænkt, burde fratages mig. Nu er imidlertid heldigvis Danmarks overlegenhed på visse områder en af de få ting, som endnu imponerer og nyder autoritet hos os; og at man nu, efter den udmærkelse, Deres excellence har værdiget at lade mig blive til del, skulde tænke på at foretage noget skridt i den antydede retning, anser jeg for en umulighed. Men sker det ikke nu, så vil det forhåbentlig end mindre ske under en rimeligvis snart tilbagevendende større besindighed. –

Det var den danske læseverdens velvilje, som fra først af hjalp mig til at vinde sejr i mit eget fædreland; det var gennem forbindelsen med ​ en dansk forlægger at jeg sattes i stand til bekymringsløst at leve for mit kald; det var fra ​den danske scene at mine dramatiske arbejder først opnåede en virkelig kunstnerisk fortolkning. Den mig tildelte æresbevisning skal end yderligere påminde mig herom, og i levende bevidsthed om en så mangesidig ​erkendtlighedsgæld beder jeg at måtte tegne mig som Deres excellences